Hvorfor holder man halloween?

Pynt til halloween
Hvorfor holder man halloween?
Henrik Andersen
-
06/09/2022
-

Synes du også, at det er ved at blive lidt for meget, at vi altid skal efterligne amerikanerne? Hvorfor skal vi pludselig fejre halloween? Er det ikke nok med fastelavn? Det er da lidt det samme, ikk’? Nej, det er det faktisk ikke. Men hvorfor holder vi så halloween? Det kan du finde svaret på herunder.

For det første så er halloween ikke en amerikansk tradition. Bevares, de fejrer halloween i stor stil over there, og det er da helt sikkert den vej, vi har kigget, da vi begyndte at fejre højtiden i slutningen af 90’erne. Men skikken er keltisk, og stammer fra området ved Irland, Skotland og Wales.

Hvorfor holder vi halloween den 31. oktober?

Den 31. oktober er kelternes nytår. Det er den sidste dag i den lyse sommertid og dagen før den mørke vintertid begynder. Og er altså også den dag, vi fejrer halloween.

På denne dag fejredes høstens afslutningen. Men det var også på denne dag årets døde genopstod fra deres grave og kunne gå rundt i de levendes verden, inden de gik videre til dødsriget.

At blive hjemsøgt er jo nok ikke det fedeste. Derfor klædte de levende sig ud som zombier, vampyrer, dæmoner og andre uhyggelige figurer, for at de døde ikke skulle hjemsøge dem. De satte også mad og lækkerier på gravene i håb om, at de døde ville blive, hvor de var i stedet for at gå ud blandt de levende.

Halloween er en festdag

I dag anses halloween nok mere som en festdag, hvor huse og haver pyntes med uhyggelige græskarlygter, spindelvæv, skeletter, gravsten og lignende. Og familie, venner og naboer samles hos hinanden og på gader og stræder.

Det er stadig en tradition at klæde sig uhyggeligt ud. Og lækkerierne har også stadig betydning i form af trick-or-treat (ballade eller slik), som børnene går rundt fra dør til dør og råber. Og det er altså ikke penge, de får – som til fastelavn – det er slik.

Copyright 2024 - Pilanto Aps